Når vi mennesker oplever en voldsom begivenhed, er det almindeligt at få en stressreaktion.

De fleste af os vil få ubehagelige symptomer i tiden efter, som vil aftage efter nogle uger eller måneder. Vi vil finde tilbage til en almindelig hverdag med den traumatiske oplevelse som en del af livet, som vi ikke tænker meget på i det daglige.

For nogle mennesker vil oplevelserne imidlertid udvikle sig til invaderende minder, der ikke slipper igen. Hverken efter måneder eller år.

De oplever, at det er svært at få livet til at fungere normalt igen. De føler sig utrygge, er direkte bange i situationer, der minder om oplevelsen, har mareridt og har svært ved at sove.


Metakognitiv terapi er en effektiv og skånsom form for behandling af PTSD, da den ikke kræver, at man dvæler ved og bearbejder traumet ved at fortælle i detaljer herom. Det betyder, at du i et metakognitivt terapiforløb ikke behøver at skulle fortælle uddybende og detaljeret om den traumatiske begivenhed.

I behandlingen af PTSD med metakognitiv terapi får du en forståelse af, at det er indgroede vaner og overbevisninger, der er årsag til PTSD.

Vi arbejder med det, der kaldes CAS, som er en samlet betegnelse for de vaner og strategier, der vedligeholder dine symptomer.

CAS er blandt andet grublerier om fortiden og bekymringer for fremtiden. CAS er også, at du overvåger trusler – både udefrakommende og tanker og følelser indeni, og at du forsøger at undgå situationer, der fremprovokerer ubehagelige tanker eller flashbacks.

Du lærer, at du selv har kontrollen over de mentale mekanismer – som grublerier og selvfokus – der vedligeholder symptomerne, og du kommer til at forstå, at sindet (din hjerne) kan regulere sig selv, hvis du lader tænkerne være.


Et typisk forløb varer mellem 6-12 sessioner. Varigheden er naturligvis forskelligt fra person til person. Som udgangspunkt er metakognitiv terapi en korttidsbehandling, idet den går direkte til sagens kerne. De fleste mærker en effekt af terapien efter relativ kort tid, men der kan godt gå noget tid, inden man har fået det helt under huden.


Jeg anbefaler at du i starten af forløbet kommer en gang om ugen, når du præsenteres for de nye strategier. Efterfølgende kan der godt gå lidt længere tid

mellem sessionerne, når de introducerede redskaber og strategier skal øves og implementeres i hverdagen. Forløbet skal dog passe til dine behov, så vi vil sammen tilrettelægge forløbet, så det passer bedst til dig.

Jeg har god erfaring med booster sessioner. Her kan man efter forløbet komme ind til en individuel session for at sikre, at der bliver holdt fast i teknikkerne i hverdagen og få genopfrisket nogle af redskaberne.

Jeg har ikke ventetid og kan som regel tilbyde dig en tid indenfor 14 dage.

Book tid